Mere om Sille Windum

Designer Sille Tabita Windum holder til i København, hvor hun skaber sine smukke og unikke tekstil-værker. Silles produkter spænder bredt, og hos WERK kan du se et udvalg af vægophæng og gardiner fra Silles kreative hånd.

Beskriv dit produkt med tre ord

Kunst, bæredygtighed, natur-forbundethed. 

Kan du fortælle mere om materialer og proces?

Alle mine tekstiler fremstilles på genbrugsstoffer. De er farvet med planter og madaffald. Intet nyt bliver lavet for at mine gardiner, vægtæpper og sengetæpper kan komme til live. Sengetæppets bagbeklædning er også genbrug, og derfor forskellig fra tæppe til tæppe. Det betyder, at stoffet har sjæl og nuancer. Når du bestiller et tekstil, får du også tekstilets historie med. Og jernpletter. (Man kan mørkne stof ved brug af rustent jern og eddike). Det hele hænger sammen og lever videre. Solen er her også, og den lysner de tekstiler den skinner på hver dag.  De lever videre og forandrer sig. Især pastelfarverne, som er meget lyse, vil blegne, hvis de hænger i fuld sol længe. De vil stadig bevare forskellige nuancer, men stoffet vil ændre sig med tiden. Alle mine værker ændrer sig med tiden, og hvis de er udsat for meget sol, går det selvfølgelig hurtigere. Lyng er heller ikke bare den samme gule farve hver gang. Nogle gange lægger jeg tin i gryden, så er lyng lidt mere orange. Det er historierne, det unikke og den bæredygtighed, mine tekstiler er placeret i. 

Et stykke stof får sjæl, fordi det er farvet i min farmors gamle gryde, med lyng fra heden, som er samlet med en ro og en jordbundethed, og en tanke for, at sådan har heden set ud i mange hundrede år. Og det er dens materialer.  Jordens materialer. Og de bliver vakt og får nyt liv. Så bliver alle stykkerne samlet i ét stykke, med alle jordens andre materialer; birkeblade fra en skråning. En rod gravet op af jorden. En lus fra Mexico. Denne klodes materialer.

Når du får et tekstil fra mig, får du et kunstværk.

Hvad gør dine produkter til noget særligt?

Jeg laver dit produkt specielt til dig, og jeg kan ikke bare sælge det videre til nogen andre, hvis du bakker ud. Det er et tillidsspørgsmål, og jeg bruger mange timer på at farve og sy, tænke over og arbejde med dit tekstil. Derfor hører jeg dig indledningsvist om du har yndlingsfarver eller måske yndlingsblomster. Så laver jeg dit tekstil med dig for øje og i tankerne. Derfor er det dit, når det er færdigt. Og ingen andres. Jeg følger tekstilet, og ikke linealen. I praksis kan det betyde, at de kan svinge lidt i siderne. Det er fordi tekstilet vil den vej, og det kan jeg se når jeg sidder med det og kender det. Og jeg følger gerne den ikke helt lige vej. 

Af hvem, hvad eller hvor får du inspiration?

Jeg får min inspiration mange steder fra. Selvfølgelig fra naturen og hvilke farver den giver mig. Jeg ved aldrig præcis hvilken nuance planterne giver, og om jeg måske får et fint bladaftryk på et af tekstilerne. Hvis det sker arbejder jeg tit ud fra det, og så laver jeg noget helt andet end det jeg først havde forestillet mig. Jeg kan også få inspiration fra andre kunstnere og kunsthåndværkere. Jeg kan sagtens tage udgangspunkt i et eller andet jeg har set, og når jeg så er færdig med mit værk, er det blevet til helt sit eget. Derfor synes jeg bare man skal kigge efter hinanden og låne teknikker af hinanden. Man kan alligevel altid se forskel på værkerne. Det er ærgerligt at gemme idéerne for hinanden, for så skal alle altid starte forfra – jeg vil hellere at vi starter på en bund af noget der findes i forvejen. Så får værkerne mere dybde.

Der er selvfølgelig også den gamle patchwork-tradition, som stammer fra fortidens nødvendighed af at genbruge materialer og minimere spild. Hvert stykke stof repræsenterede ofte en historie eller havde en betydning.

Patchwork-traditionen fremmer bæredygtighed ved at genbruge og genanvende stofrester, hvilket reducerer affald og bidrager til en mere miljøvenlig tilgang til tekstilproduktion. Det er spændende at gå på opdagelse i de gamle quilts, som har mange forskellige udtryk. Hvert syet mønster og farvesammensætning kan afsløre kulturelle påvirkninger og personlige historier, hvilket gør dem til levende kunstværker og udtryk for fortiden. Det er meget spændende, og det er det jeg arbejder med i mine værker også – at få fortalt en historie.

Hvem designer du til?

Jeg designer til større events, udstillinger og happenings. Fordi mine værker kan fortælle den historie de kan, kan den flettes ind i andres. På den måde kan jeg fortælle mange sideløbende historier, og jeg kan være med til at fremme andres fortælling. Det er nogle af de mest spændende opgaver.

Jeg designer også til almindelige mennesker, som gerne vil have det samme, bare i en mindre skala. Det kan være der mangler noget “liv” og en fortælling i deres spisestue, og udenfor vinduerne står en masse birketræer. Så kan jeg farve noget stof med birkeblade, og sætte det ind i et patchwork gardin sammen med en masse andre stoffer med andre historier. Når de så får gardinet op, har det en tyngde, det ikke ville have haft hvis det var købt i Ikea. Derudover bliver det rigtig flot når de mange plantefarvede stoffer kommer op på væggen, og jeg er god til at sammensætte farver og finde kontraster. Det giver rummet et helt nyt liv.  

Fortæl os om det produkt du er mest stolt af og hvorfor?

Jeg lavede engang et kæmpe sejl til sejlskibet Anna Caroline, som ligger i Marstal. Jeg var først på Ærø for at samle planter, som jeg farvede stofferne med. Så syede jeg patchwork med bølger og havet, de røde tegltage og til sidst den blå himmel. Det blev meget flot og stort, og det sad flot på Anna Caroline. I gamle dage sejlede folk fra Ærø til Amerika, hvor patchwork-traditionen kommer fra, og det satte en ring om hele projektet: planterne fra Ærø, der sejlede med over havet, som folkene til det nye land med den gamle tradition.